Har du ægte venskaber?

Jeg manglede dem, da jeg søgte mod at arbejde med mit indre helvede. Men der var ingen venner, jeg kunne gå til ingen hvor jeg følte mig tryg nok til at række ud.

Jeg har brugt ufattelig mange år på at finde ud af, hvad en rigtig ven er. For jeg har altid forsøgt at være den bedste version af mig selv og lukket andre helt ind, selv der hvor det kunne gøre ondt. Faktisk har jeg brændt mig mange gange i forsøget på at finde venskaber hos mennesker, hvor jeg troede, det var gensidigt, men hvor det senere viste sig at være det stik modsatte.

Så hvordan er en ven? Hvem har opskriften på et ægte venskab?

Er det de venskaber, hvor man kan ringe klokken tre om natten og bare tale om ingenting? For i de nætter, hvor ensomheden fyldte allermest, havde jeg brug for at kunne tage hjem til en ven eller i det mindste ringe til én. Det følte jeg ikke, at jeg havde.

Jeg havde mange bekendtskaber og "druk-venner", men jeg tror ikke, jeg havde nogen, der elskede mig for den, jeg var. En, som ikke havde behov for konstant at finde mine fejl og mangler og påpege dem.

Selvom jeg selv også har et ansvar i det, så følte jeg ofte, at jeg kun så folk, når det handlede om druk ikke så mange, der kom til kaffe.

Det ændrede sig først senere i livet, hvor jeg fik naboer, som var søde, og hvor det udviklede sig til venskaber, hvor man kunne være den, man er.

Jeg tror, at efter jeg så mange gange har brændt mig, blev det sværere at stole på andre og vise tillid. For uanset hvad jeg gjorde, føltes det aldrig godt nok.

Dem, jeg troede var mine gode venner, sad ofte i samme hjørne og bagtalte mig. Jeg var ikke selv bedre, når jeg var frustreret, men jeg var i det mindste voksen nok til at undskylde og kigge indad. Den del manglede mange af dem, jeg omgav mig med i hvert fald dem, jeg kaldte mine venner.

Dette gælder faktisk de fleste af mine tidligere venskaber. Der har været drama, bagtalelse og situationer, hvor jeg har stået alene i større grupper og skullet forsvare mig selv. I mange år troede jeg, at det bare var sådan, venskaber var, når man havde kendt hinanden længe fordi det var det, jeg oftest oplevede.

Jeg siger ikke, at der kun var negative minder. Men det er dem, jeg husker mest. For når "lokummet virkelig brændte" i mit indre, hvem stod der så? Det gjorde ingen.

Jeg følte mig ensom i mange år. At andre skammede sig over at ses med mig, og at jeg ikke var værd at tage med rundt. Den følelse blev siddende i mig. Når jeg var fuld, tænkte jeg ikke så meget og dér kunne jeg være med til billeder og være frisk på det meste. For så blev den indre ensomhed lidt mindre.

Så selvom jeg havde mange bekendtskaber, havde jeg ikke tætte venner, jeg virkelig kunne betro mig til. Det gjorde ondt at erkende.

Når jeg nu ser tilbage på mit liv, forstår jeg ikke, at jeg stadig står oprejst, og at jeg stadig smiler. For jeg har ofte været alene altid haft mig selv som den nærmeste. Og da alt væltede, var der kun få, der virkelig stod der.

Min familie gjorde.

Jeg har aldrig set mig selv som et offer. Jeg har bare tænkt, at det var sådan, livet var, og så måtte man gøre det bedste, man kunne. Og jeg ved godt, at jeg ikke er fejlfri jeg har mine fejl og har begået mine fejl. Jeg har ikke altid været nem at være i relation med, og jeg har nok også været impulsiv og haft brug for, at der skulle ske noget. Jeg har også været den, der grinede højt, hvilket ikke altid faldt i god jord.

Men jeg kan trods alt se mig selv i øjnene og sige, at jeg ikke har bagtalt andre på samme måde, som jeg selv er blevet bagtalt.

Jeg kan se mig selv i øjnene, og hvis det betyder, at jeg skal være alene, så er det sådan, det er. Jeg ønsker ikke at ændre mig selv for at passe ind i andres blik.

Jeg skulle måske have været mere inkluderende, selvom jeg synes, jeg har forsøgt. Men når man gentagne gange brænder sig på relationer, når man et punkt, hvor man bliver mæt.

Så jeg blev mæt af relationer. Og jeg fik nok. Jeg begyndte at vælge flere og flere fra og måske også at skubbe nogle fra mig.

Jeg forsøgte også at tilpasse mig, så andre kunne lide mig. Det gjorde, at alkoholen blev en fast følgesvend. Den gjorde mig modig. Den gjorde mig "urørlig". For der kunne jeg være mig selv 100%.

I dag har jeg valgt at blokere samtlige af mine ungdomsvenner, fordi det mindede mig om, at jeg ikke passede ind. At jeg ikke tilhørte gruppen. At jeg skulle lave mig selv om for at blive accepteret.

Jeg føler derfor, at jeg i mange år har været en anden end den, jeg egentlig er. Ingen kender hele mig den sårbare, den der kæmpede i stilhed, den der manglede selvværd og selvtillid. Jeg brugte alkoholen til at gemme alt det væk.

Når andre så valgte at kritisere mig, bagtale mig eller svine mig til i grupper, så ødelagde det noget dybt i mig. Det gjorde også, at jeg begyndte at hade mig selv.

Jeg bebrejder ikke andre alt. Jeg ved godt, at jeg selv kunne have sagt fra. Men det kunne jeg ikke dengang jeg gik bare væk. Det er sket flere gange, hvor jeg har stået alene, mens min person blev nedgjort.

Derfor har jeg valgt ikke at have kontakt med tidligere venner. Jeg er ikke videre på den måde endnu for det sidder stadig i mig.

Men jeg er et sted i livet nu, hvor jeg ikke længere vil finde mig i den slags. Jeg ved godt, jeg ikke er fejlfri, og jeg kan sagtens undskylde, hvis jeg har overskredet andres grænser. Men jeg vil ikke længere være i relationer, hvor der ikke er gensidighed og respekt.

Jeg har ikke den samme lange snor længere. Jeg har lært at passe bedre på mig selv.

Jeg har brugt mange år på at komme hertil, og jeg arbejder stadig med at bearbejde fortiden, give slip og finde ud af, hvem jeg er.

Vi skal kæmpe for os selv og forsøge at få det bedste ud af livet, for vi lever kun én gang.

Jeg giver derfor slip på de mennesker, der ikke vil mig, eller som ikke kan tage mig for den, jeg er. Jeg giver slip på negative relationer og relationer uden respekt og gensidighed.

Det er på tide at stå op for sig selv og skabe det liv, man ønsker også selvom man står alene.

Jeg har i dag fået nogle gode relationer det seneste år, og det er jeg glad for. Jeg er stadig i en proces, hvor jeg arbejder med mig selv og taler med min psykolog og mestringsvejleder.

Så venskaber skal nok komme stille og roligt. Jeg kan mærke, at jeg er ved at være klar til nye relationer, og at jeg forstår, at tid er vigtig for at opbygge noget ægte.