Tanker om min seksualitet

Der er perioder, hvor jeg væmmes ved mig selv, og hvor jeg tænker meget negativt om mig selv og føler en stærk skam.

Her er det igen min frygt for andres syn på mig, der fylder og tager over. Før i tiden var jeg egentlig ligeglad med, hvad andre tænkte om mig, og levede mit liv uden at lade det påvirke mig. Men i takt med at jeg har oplevet flere situationer, hvor jeg har mærket en form for frygt, er den blevet "fodret". Jo mere jeg har frygtet og tænkt over det, desto mere er jeg begyndt at begrave mig selv i tankerne om, hvad nu hvis.

Jeg bliver let fanget i tanker om noget, jeg måske ikke burde lade fylde så meget. For det, jeg foretager mig bag lukkede døre med en partner, uanset om det er en mand eller kvinde burde i bund og grund være andre uvedkommende. Alligevel oplever jeg, at det ikke altid er sådan.

Vi lever i 2025, og der er stadig meget had rettet mod mennesker, der er til samme køn. Der findes stadig mange fordomme, manglende forståelse og i værste fald mennesker, der vil skade andre på det grundlag. Derfor opstår min frygt og jeg ved, at jeg ikke er alene om den.

Det burde på ingen måde være sådan, at man skal frygte for sit liv, når man holder den, man elsker, i hånden på Strøget, i bussen eller ude at spise. Men den frygt eksisterer stadig i virkelig mange. Måske fordi det kan trigge andres usikkerheder og gamle holdninger, som de føler et behov for at udtrykke.

Jeg håber, at jeg en dag møder den rette mand, hvor jeg ikke længere føler mig utryg ved at vise min kærlighed offentligt. Hvor mine omgivelser accepterer os for det vi er, uden at dømme eller ændre syn på den kærlighed, vi har. For den er lige så ægte og værdifuld som enhver anden kærlighed.

Jeg ønsker at kunne gå gennem verden uden konstant at overanalysere, hvem der er omkring mig, eller hvorvidt noget kan udvikle sig til en konflikt. Jeg er ikke konfliktsky, men det gavner hverken mig eller os at leve i konstant frygt for konfrontation.

Meget af ansvaret ligger også hos mig selv. Jeg har mødt søde mennesker, men min usikkerhed har til tider været med til at ødelægge relationer, som ellers kunne have udviklet sig. Det har ført til mange tanker om, at jeg ikke kunne finde ud af kærlighed, eller at jeg ikke ønskede dem nok.

Jeg ved derfor at jeg må starte med mig selv og med mine tanker og mit selvbillede. Jeg skal lære at lade være med at lade andres mulige reaktioner styr hvem jeg er, og hvem jeg giver mig hen til.

Hvis det skal blive mere normalt, må det også italesættes. Nogle må gå forrest, og det er det, jeg forsøger at minde mig selv om. Jeg er ikke min seksualitet. Jeg er stadig den samme Jesper, og jeg har ikke ændret mig som menneske af den grund. Men det kan være svært helt at tro på, fordi jeg stadig er meget påvirket af, hvad andre tænker.

Jeg har også mødt mennesker, der har sagt, at jeg så ikke burde "falde for dem" eller forsøge på noget. Men at være til sit eget køn betyder ikke, at man vil have hvem som helst. Det gælder i hvert fald ikke for mig.

Jeg har altid forsøgt at passe på mig selv, måske endda overbeskyttet mig selv. Jeg har ofte set farer, før de reelt var der, og overanalyseret mine følelser og handlinger. Det kan nogle gange gå galt, og det er noget, jeg arbejder på at give slip på, men noget jeg har gjort siden jeg var 13 år, hvor jeg vidste hvad jeg var, og hvad jeg gerne ville, men ikke havde modet til at stå ved.

Ellers kommer jeg aldrig videre fra der hvor jeg er nu, og jeg ønsker at komme videre i mit liv og væk fra den del af min fortid og de mennesker, der skaber denne usikkerhed i mig.

Også mig selv. Jeg er i gang med at ændre mine tankemønstre og skabe et liv med mere mening, hvor jeg ikke hele tiden søger andres anerkendelse. Jeg skal lære at anerkende mig selv og den udvikling jeg er i. Jeg er nået langt, og nu handler det om at fastholde den retning.

Jeg er meget mere end min seksualitet. Jeg er mig. Min seksualitet definerer mig ikke, den er blot en del af mig, og det vil den altid være. Det er noget, jeg er ved at lære at acceptere, forstå og omfavne i stedet for at benægte, som jeg tidligere har gjort.

Det skylder jeg mig selv. For i sidste ende har jeg kun mig selv, og derfor må jeg også stå op for mig selv og bevæge mig fremad, det er vi alle må begynde at tænke og gøre hvad vi kan for at det også vil ske.

Vi skal starte med os selv og skabe et liv, som giver mening for os og gøre det vi syntes er bedst for os selv.